Normalt er jeg ikke sådan en, der beklager sig. Det synes jeg i hvertfald ikke selv. Når jeg sidder og kigger ud af vinduet og kan se direkte over i den store park på den anden side af vejen, bliver jeg altid i godt humør - især på dage som idag, hvor himlen er blå og skyfri og der samtidig ligger sne over det hele. Jeg elsker sne og kan ikke få nok af det. Jeg har på fornemmelsen, jeg er den eneste dansker, der har det sådan. Det er nok fordi jeg er kørekortsløs og bor inde i byen, hvor jeg sjældent er nødt til at bevæge mig ud på ufremkommelige veje. Under alle omstændigheder minder min udsigt mig om at jeg har det godt og at livet ikke kunne være meget bedre.
Men når jeg så har siddet og dagdrømt i et stykke tid, sker det relativt ofte at mit øre rammes af en irriterende "Ding"-lyd fra min mail. Efterhånden har jeg vænnet mig til lyden, men jeg er begyndt at blive en anelse bange for at kigge i selve indbakken. Det kræver gerne et tilløb at trykke på linket til mailen, og jeg sørger altid for at holde mine øjne lukkede mens computeren gelejder sig derind. det virker fjollet og er det også, men jeg bilder gerne mig selv ind at hvis jeg holder øjnene lukkede, så venter der ikke noget slemt i indbakken. Det virker som regel, for det meste er det kun nyhedsbreve og spam der venter på mig. Eller behagelige mails fra venner eller kolleger fra mit frivillige arbejde for den sags skyld. Så ånder jeg altid lettet op og fortsætter mit daglige arbejde med at skrive ansøgninger og/eller kigge ud af vinduet.
Andre gange indeholder min mail det, jeg allerhelst vil undgå: et afslag fra en potentiel ny arbejdsgiver. Når det sker, er dagen ikke længere så rar og jeg begynder at opgive håbet. Med andre ord begynder jeg gerne at beklage mig og synes at det hele er uretfærdigt. Jeg begynder at tvivle på hele "find dit kald efter en meget lang uddannelse"-projektet og overvejer kortvarigt at finde en enkeltbillet til Jamaica hvor jeg kunne dase på en strand dagen lang og tage tingene som de kommer. Det er utroligt demotiverende at få "Tak for din ansøgning men vi har desværre valgt en anden"-mails når nu jeg (og mange andre i samme situation) ligger så meget energi og arbejde i hver eneste ansøgning. Øv, øv og atter øv!
Nå, men min Blues varer næsten aldrig længere end til jeg bevæger mig udenfor på en god lang gåtur. For hvem kan være ked af det når Verden ser sådan ud i disse dage?
