mandag den 4. marts 2013

Tilbage til tastaturet

Nå... Jamen så er jeg her igen. Indsæt selv dårlig, mørk, altoverskyggende dårlig samvittighed. Det sjove er, at jeg havde planer om at blogge intensivt i januar måned. I stedet endte jeg med slet ikke at blogge i hverken januar eller februar. Det var flot.

Der er sket meget siden sidst, men på samtidig er der sket forsvindende lidt, der er værd at skrive om. Jeg er stadig på udkig efter et job og vi bor stadig i Aalborg, selvom vi begge havde håbet på at disse ting havde ændret sig. Jeg er født og opvokset i Aalborg men Martin er oprindeligt fra København. Jeg havde et par år hvor jeg boede i andre byer, men da jeg skulle starte på min kandidatuddannelse, valgte vi at flytte hertil igen. Det var fint, for jeg savnede min søsters familie og mine gamle venner... Og nåeh jo - jeg elskede byen! Men nu, må der gerne snart ske noget nyt.

Der er ikke mange af mine gamle venner tilbage i byen og selvom jeg har fået en del skønne veninder som jeg ikke ville bytte for noget, ved jeg også at vi nok skal holde kontakten, hvis vi flytter.  Det er svært at forklare, men byen virker så lille og kedelig efterhånden og der virker ikke til at være så mange muligheder for os - især ikke på jobfronten. Måske er det også bare fordi dagene bliver lange, når man går herhjemme uden noget at tage sig til. Derfor søger jeg bredt og er villig til at flytte langt for at få et job.

Som sagt er der også sket meget andet mens jeg har været væk fra tastaturet - men det vender jeg tilbage til i et senere indlæg.



fredag den 21. december 2012

Om Maskingtape (og to-do-lister fra Helvede)

Så er jeg tilbage. Dagene har ikke budt på noget spændende at fortælle om, altså udover indtagning af slik, småkager, konfekt og hvad der føles som et ton af familiebesøg (som så i virkeligheden er to sølle visitter). Det har derfor været svært at finde motivitationen til at lave noget som helst, men idag er anderledes. Nu skal der ske noget! Derfor har jeg lavet en fin to-do-liste, der kan hjælpe mig med at se mine værste fjender i øjnene: Skat.dk og vasketøjskurven.



Jeg købte i øvrigt for nyligt tre ruller er det dersens meget populære maskingtape, men det er først nu jeg har fundet en egentlig funktion til det... Nemlig at hænge lede to-do-lister op på væggen på en dekorativ måde. Listen virker pludselig mere mild og mindre faretruende, n'est ce pas?

(Jeg bor i øvrigt i stueetagen, så jeg regner ikke med at lide stor skade når jeg senere idag hopper ud ad et vindue i afmagt)

torsdag den 13. december 2012

07. Årets (hidtil) eneste hjemmelavede julegave

Det er ikke mange julegaver jeg selv har fået kreeret i år. Faktisk har jeg kun lavet en ting ind til videre - og den er heldigvis allerede blevet givet (og pakket op) så jeg kan godt vise den her på siden. Gaven er et bamsemonster, jeg har hæklet til min lille nevø Jonathan, der er det nyeste skud på familiestammen. 




Gaven var heldigvis et hit - mest hos moderen, men jeg håber da at monsteret vil blive leget med når Jonathan er blevet lidt større. Opskriften på bamsen fandt jeg hos Jeanette, der igen havde fundet det på denne side. Opskriften er på engelsk og var ærlig talt besværlig at gennemskue, så derfor gættede jeg mig igennem mange af tingene og fik det til at ligne sådan nogenlunde. Jeg udstyrede i øvrigt også monsteret med hugtænder, armbåndsur og butterfly. Bare fordi man er et monster, betyder det jo ikke, man ikke må have stil! ;)   

Sidst men ikke mindst, skal I ikke snydes for et panoramabillede af Limfjorden her i vinterkulden. Er der ikke pænt? 



søndag den 9. december 2012

06. Vintersmukke dage

Jeg elsker vinteren og jeg elsker julen. Det har jeg vist skrevet før. En af de få gode ting ved at være arbejdsløs er muligheden for at gå nogle lange gode ture ude i sneen. Mine gåture er ikke så lange når nu der er så koldt, men ikke desto mindre er det dejligt lige at komme ud af lejligheden...













torsdag den 6. december 2012

05. Snevejr og arbejdsløshedsblues

Normalt er jeg ikke sådan en, der beklager sig. Det synes jeg i hvertfald ikke selv. Når jeg sidder og kigger ud af vinduet og kan se direkte over i den store park på den anden side af vejen, bliver jeg altid i godt humør - især på dage som idag, hvor himlen er blå og skyfri og der samtidig ligger sne over det hele. Jeg elsker sne og kan ikke få nok af det. Jeg har på fornemmelsen, jeg er den eneste dansker, der har det sådan. Det er nok fordi jeg er kørekortsløs og bor inde i byen, hvor jeg sjældent er nødt til at bevæge mig ud på ufremkommelige veje. Under alle omstændigheder minder min udsigt mig om at jeg har det godt og at livet ikke kunne være meget bedre. 

Men når jeg så har siddet og dagdrømt i et stykke tid, sker det relativt ofte at mit øre rammes af en irriterende "Ding"-lyd fra min mail. Efterhånden har jeg vænnet mig til lyden, men jeg er begyndt at blive en anelse bange for at kigge i selve indbakken. Det kræver gerne et tilløb at trykke på linket til mailen, og jeg sørger altid for at holde mine øjne lukkede mens computeren gelejder sig derind. det virker fjollet og er det også, men jeg bilder gerne mig selv ind at hvis jeg holder øjnene lukkede, så venter der ikke noget slemt i indbakken. Det virker som regel, for det meste er det kun nyhedsbreve og spam der venter på mig. Eller behagelige mails fra venner eller kolleger fra mit frivillige arbejde for den sags skyld. Så ånder jeg altid lettet op og fortsætter mit daglige arbejde med at skrive ansøgninger og/eller kigge ud af vinduet. 

Andre gange indeholder min mail det, jeg allerhelst vil undgå: et afslag fra en potentiel ny arbejdsgiver. Når det sker, er dagen ikke længere så rar og jeg begynder at opgive håbet. Med andre ord begynder jeg gerne at beklage mig og synes at det hele er uretfærdigt. Jeg begynder at tvivle på hele "find dit kald efter en meget lang uddannelse"-projektet og overvejer kortvarigt at finde en enkeltbillet til Jamaica hvor jeg kunne dase på en strand dagen lang og tage tingene som de kommer. Det er utroligt demotiverende at få "Tak for din ansøgning men vi har desværre valgt en anden"-mails når nu jeg (og mange andre i samme situation) ligger så meget energi og arbejde i hver eneste ansøgning. Øv, øv og atter øv! 

Nå, men min Blues varer næsten aldrig længere end til jeg bevæger mig udenfor på en god lang gåtur. For hvem kan være ked af det når Verden ser sådan ud i disse dage? 



fredag den 30. november 2012

04. Julens kontraster

Eftersom det er 1. december i morgen er jeg så småt begyndt at pynte lejligheden op. Jeg elsker julen og desværre kommer jeg ikke fra en familie, hvor julen har spillet en ret stor rolle. Tværtimod følte mine forældre altid at det at holde jul var besværligt og irriterende. Derfor har siden jeg flyttede hjemmefra for mange år siden været glad for, jeg selv kan pynte op og julehygge når det passer mig. 

Jeg må dog ærligt indrømme at jeg synes det meste julepynt er... Tja... Direkte grimt. Det gælder også for meget af det pynt jeg har erhvervet mig gennem årene og som tiden er gået og jeg er begyndt at definere min egen indretningsstil er kontrasterne mellem det pæne og gyselige pynt blevet større. Hvordan kombinerer man for eksempel disse to meget forskellige stilarter? 

                 

                                           

Nisseparret holder jeg faktisk meget af - min mormor lavede dem i mange år og sørgede for at alle børn og børnebørn fik mindst et par. Jeg har med andre ord en trillion nisser i lignende stil og selvom de er pænere end de fleste nisser man kan købe, er de bare stadig meget nissede. 

Uroen, som jeg selv har lavet, passer meget bedre til min stil. Sammen med nisserne, diverse skramlede julekugler og guldfarvede grankogler, falder det hele bare sammen. Men det har vel også en form for charme. Ikke sandt?  

onsdag den 28. november 2012

03. Et lunt pandebånd

Som I nok også har lagt mærke til er det blevet køligt udenfor. Jeg har aldrig været begejstret for at have noget omkring mine ører, hvilket har betydet at de i vintermånederne ofte har været så kolde at jeg har været bange for at de ville falde af. Jeg har derfor givet det med et pandebånd chancen i år. Jeg har fulgt en opskrift fra Jeanettes fine blog Lutter Idyl, som I nok allerede kender.



Jeg er virkelig tilfreds med resultatet! Pandebåndet er hæklet i dobbelt tråd Alpakka fra Drops og I kan finde den oprindelige opskrift fra Jeanettes blog lige her